ÉN I KRISTUS, FORENET I MISSIONEN
Kære brødre og søstre,
I anledning af Verdensmissionsdagen 2026, der markerer hundredeårsdagen for en højtid indstiftet afPius XI, som ligger Kirken meget på sinde, har jeg valgt temaet »Ét i Kristus, forenet i missionen«. I forlængelse af jubilæumsåret ønsker jeg at opmuntre hele Kirken til at fortsætte sin missionærrejse med glæde og iver i Helligånden. Dette kræver hjerter forenet i Kristus, forsonede menigheder og, hos alle, en vilje til at samarbejde med generøsitet og tillid.
Når vi reflekterer over, at vi erét i Kristus ogforenet i missionen, lad os da lade os lede og inspirere af den guddommelige nåde, »for at genoplive ilden i vores missionærkald i os selv« og sammen gå videre i forpligtelsen til evangelisering i denne »nye missionærtid« i Kirkens historie (Prædiken,Jubilæet for den missionerende verden og for migranter, 5.oktober 2025).
1. Forenet i Kristus –missionerende disciple, forenet i ham og med vores brødre og søstre
Mysteriet om foreningen med Kristus udgør kernen i missionen. Før sin lidelse bad Jesus til Faderen: »at de alle må være ét. Som du, Fader, er i mig, og jeg er i dig, må også de være i os« (Joh17,21). Disse ord afslører Jesu dybeste ønske såvel som Kirkens identitet som et fællesskab af hans disciple. Det vil sige et fællesskab, der udspringer af Treenigheden og fortsat opretholdes af Treenigheden. Et fællesskab i broderskabets tjeneste blandt alle mennesker og i harmoni med hele skabelsen.
At være kristen handler ikke først og fremmest om ritualer eller idéer; det er et liv i forening med Kristus, hvor vi får del i hans sønneforhold til Faderen i Helligånden. Det betyder at blive i Kristus, som grene på vinstokken (jf.Joh15,4), fordybet i Treenighedens liv. Denne forening skaber gensidigt fællesskab blandt de troende og er kilden til al missionærisk frugtbarhed. SomJohannes Paul IIlærte: »Fællesskabet er både kilden til og frugten af missionen« (Apostolisk opfordring Christifideles Laici, 32).
I denne sammenhæng er Kirkens primære missionæriske opgave at forny og bevare den åndelige og broderlige enhed blandt sine medlemmer. I mange situationer støder vi på konflikter, polarisering, misforståelser og manglende gensidig tillid. Når dette sker, selv inden for vores egne menigheder, undergraver det vores vidnesbyrd. Den evangeliserende mission, som Kristus betroede sine disciple, kræver frem for alt hjerter, der er forsonede og ivrige efter fællesskab. Derfor er det vigtigt at intensivere de økumeniske bestræbelser med alle kristne kirker og bygge videre på de muligheder, der opstår i forbindelse med denfælles fejring af1700-årsdagenfor Nikæa-koncilet.
Sidst, men ikke mindst, opfordrer det at være »ét i Kristus« os til at holde blikket rettet mod Herren, så han virkelig kan stå i centrum for vores liv og fællesskaber, i centrum for hvert ord, hver handling og hvert mellemmenneskeligt forhold, hvilket får os til med forundring at sige: »Det er ikke længere mig, der lever, men Kristus, der lever i mig« (Gal2,20). Ved konstant at lytte til hans ord og gennem sakramenternes nåde vil det være muligt for os at blive levende sten i Kirken. I dag er Kirken kaldet til at tage de grundlæggende temaer fra DetAndet Vatikankoncilog det efterfølgende pavelige magisterium op, især det frapave Frans. For som den hellige Paulus siger: »Vi forkynder ikke os selv, men Jesus Kristus som Herre« (2 Kor4,5). Af denne grund gentager jegPaulus VI’s ord: »Der er ingen sand evangelisering, hvis ikke navnet, læren, livet, løfterne, riget og mysteriet om Jesus fra Nazaret, Guds Søn, forkyndes« (Apostolisk opfordring Evangelii Nuntiandi, 22). Denne proces med ægte evangelisering begynder i hjertet på hver eneste kristen for at nå ud til hele menneskeheden.
Jo mere forenet vi er i Kristus, desto bedre vil vi være i stand til sammen at udføre den opgave, han har betroet os.
2. Forenet i missionen –for at verden må tro på Kristus, Herren
Enheden blandt disciple er ikke et mål i sig selv; den er rettet mod missionen. Jesus siger det klart: »For at verden skal tro, at du har sendt mig« (Joh17,21). Det er gennem vidnesbyrdet fra et forsonet, broderligt og forenet fællesskab, at forkyndelsen af evangeliet får sin fulde formidlingskraft.
Set i dette lys er det værd at minde om den salige Paolo Mannas motto: »Hele Kirken for hele verdens omvendelse«, som kortfattet udtrykker det ideal, der inspirerede oprettelsen af Pavelige Missionsunion i 1916. På dens110-årsjubilæum udtrykker jeg min taknemmelighed og min velsignelse for dens indsats for at inspirere og forme den missionæriske ånd hos præster, ordensfolk og lægfolk og fremme enheden i alle evangeliseringsbestræbelser. Faktisk er ingen døbt person fritaget for eller ligeglad med missionen: alle, hver efter deres eget kald og livssituation, deltager i det store værk, som Kristus har betroet sin Kirke. Sompave Fransgentagne gange har mindet os om, er forkyndelsen af Evangeliet en handling, der altid er harmonisk, fællesskabsorienteret og synodal.
Derfor betyder enhed i missionen, at vi skal værne om og pleje åndeligheden i fællesskab og missionært samarbejde. Ved dagligt at dyrke denne holdning lærer Guds nåde os gradvist at se vores brødre og søstre med troens øjne. Vi lærer også med glæde at anerkende det gode, som Ånden inspirerer i hver enkelt person, at omfavne mangfoldigheden som en skat, at bære hinandens byrder og altid at søge den enhed, der kommer ovenfra. Vi deler nemlig alle i én mission i »én Herre, én tro, én dåb, én Gud og Fader for alle, som er over alle og gennem alle og i alle« (Ef4,5-6). Denne spiritualitet udgør det daglige udtryk for missionærisk discipelskab. Den hjælper os med at genvinde en universel vision om Kirkens evangeliserende mission og med at overvinde manglen på koordinerede bestræbelser og dannelsen af fraktioner blandt den ene Herres tilhængere – såsom »Jeg tilhører Paulus«, »Jeg tilhører Apollos« (jf.1 Kor1,10-12).
Det siger sig selv, at missionærisk enhed ikke skal forstås som ensretning, men snarere som en sammensmeltning af forskellige karismer med det samme mål for øje, nemlig at gøre Kristi kærlighed synlig og opfordre alle til at møde ham. Evangeliseringen lykkes, når de lokale menigheder samarbejder med hinanden, og når kulturelle, åndelige og liturgiske forskelle kommer fuldt og harmonisk til udtryk inden for den samme tro. Jeg opfordrer derfor alle institutioner i Kirken til at styrke deres følelse af kirkelig missionærfællesskab og til at udvikle kreative og konkrete måder at samarbejde med hinanden på for og i missionen.
I den forbindelse vil jeg gerne takke De Pæpstlige Missionsværker for deres indsats for missionssamarbejdet, som jeg med taknemmelighed oplevede under mit embede i Peru. Disse selskaber —Troens Udbredelse,Den Hellige Barndom,Apostlen Sankt Peter, Apostlen Sankt Peterog Den Pæpstlige Missionsunion — fortsætter med at pleje og forme missionærbevidstheden hos de troende i alle aldre og med at fremme et netværk af bøn og næstekærlighed, der forbinder menigheder over hele verden. Her er det værd at bemærke, at grundlæggeren af Selskabet for Troens Udbredelse, den salige Pauline Marie Jaricot, grundlagde den Levende Rosenkrans for to hundrede år siden. Den samler den dag i dag mange troende over hele verden for at bede for alle åndelige og missionærmæssige behov. Det er også værd at huske, at efter et forslag fra Selskabet for Troens Udbredelse, indstiftedePius XIVerdensmissionsdagen i 1926. De årlige indsamlinger, der indsamles på denne dag, fordeles af Selskabet på vegne af paven til støtte for Kirkens missions forskellige behov. De fire selskaber spiller derfor som helhed og hver især i deres egen særlige form stadig en værdifuld rolle for hele Kirken. De er et levende tegn på enhed og kirkelig missionærfællesskab. Jeg opfordrer alle til at samarbejde med dem i en ånd af taknemmelighed.
3. Kærlighedens mission – atforkynde, leve og dele Guds trofaste kærlighed
Hvis enhed er en forudsætning for missionen, er kærlighed dens kerne. Den gode nyhed, som vi er udsendt for at forkynde for verden, er ikke et abstrakt ideal; det er evangeliet om Guds trofaste kærlighed, som blev kød i Jesu Kristi ansigt og liv.
Disciplenes og Kirkens opgave som helhed er at videreføre Kristi mission i Helligånden: en mission, der er født af kærlighed, udleves i kærlighed og fører til kærlighed. Faktisk afslutter Herren selv, i sin store bøn til Faderen før sin lidelse, efter at have bedt om enhed blandt sine disciple, med ordene: »så den kærlighed, hvormed du har elsket mig, kan være i dem, og jeg i dem« (Joh17,26). Drevet af Kristi kærlighed gik apostlene derefter ud for at forkynde evangeliet om Kristus (jf.2 Kor5,14). På samme måde har utallige kristne gennem århundreder – martyrer, bekendere og missionærer – givet deres liv for at gøre denne guddommelige kærlighed kendt for verden. Således vil Kirkens evangeliserende mission, ledet af Helligånden, kærlighedens Ånd, fortsætte indtil tidernes ende.
Jeg vil gerne rette en særlig tak til nutidens missionærerblandt folkeslagene. Ligesom den hellige Frans Xavier har de forladt deres hjemland, deres familier og al følelse af tryghed for at forkynde evangeliet og bringe Kristus og hans kærlighed til steder, der ofte er udfordrende, fattige, konfliktramte eller kulturelt fjerne. Trods modgang og menneskelige begrænsninger fortsætter de med at give sig selv med glæde, fordi de ved, at Kristus selv og hans evangelium er de største skatte, vi kan tilbyde. Gennem deres udholdenhed viser de, at Guds kærlighed overskrider alle barrierer. Verden har stadig brug for disse modige vidner om Kristus, og de kirkelige menigheder har stadig brug for nye missionærkald. Vi må altid holde dem tæt på vores hjerter og vedvarende bede til Faderen for dem. Må han skænke os gaven af unge mennesker og voksne, der er villige til at efterlade alt for at følge Kristus på evangeliseringens vej, selv til jordens ende!
Fyldt med beundring for de mandlige og kvindelige missionærer retter jeg en særlig opfordring til hele Kirken om at slutte sig til dem i evangeliseringsmissionen gennem vidnesbyrdet om vores liv i Kristus, gennem bøn og gennem vores bidrag til missionerne. Som den hellige Frans af Assisi sagde: »Kærlighed bliver ikke elsket«, og vi ser på ham på en særlig måde på 800-årsdagen for hans indgang i himmelen. Lad os finde inspiration i hans ønske om at leve i Herrens kærlighed og videregive den til dem, der er både nær og fjernt, for som han sagde: »Denne kærlighed, som har elsket os meget, skal elskes meget« (Sankt Bonaventura af Bagnoregio,Sankt Frans’ liv, kap. IX, 1;Fonti Francescane, 1161). Lad os også lade os inspirere af den hellige Thérèse af Jesusbarnets iver, som erklærede, at hun ville fortsætte sin mission selv efter døden: »I himlen vil jeg ønske det samme, som jeg gør nu på jorden: at elske Jesus og få ham elsket« (Brev 220 til Abbé Bellière, 24. februar 1897).
Lad os alle, inspireret af disse vidnesbyrd, forpligte os til at bidrage til den store mission om evangelisering – som altid er et kærlighedens værk – i overensstemmelse med vores eget kald og de gaver, vi har modtaget. Jeres bønner og konkrete støtte, især på Verdensmissionsdagen, vil være en stor hjælp til at bringe evangeliet om Guds kærlighed ud til alle, især de fattigste og de mest trængende. Hver gave, uanset hvor lille den er, bliver en meningsfuld handling af missionærisk fællesskab. Jeg fornyer min dybtfølte taknemmelighed »for alt, hvad I vil gøre for at hjælpe mig med at hjælpe missionærer over hele verden« (Videobudskab til Verdensmissionsdagen 2025, 19.oktober 2025). For at fremme det åndelige fællesskab giver jeg jer min velsignelse med denne enkle bøn:
Hellige Fader, gør os ét i Kristus, forankret i hans kærlighed, som forener og fornyer. Må alle Kirkens medlemmer stå sammen i missionen, være lydige mod Helligånden og modige i at vidne om Evangeliet, idet de forkynder og hver dag lever din trofaste kærlighed til alle skabninger ud.
Velsign alle missionærer, både mænd og kvinder, støt dem i deres indsats og vær deres beskytter i håbet!
Maria, missionernes dronning, ledsag vores evangeliseringsarbejde i alle verdens hjørner: gør os til fredens redskaber, og lad hele verden i Kristus erkende det lys, der frelser. Amen.
Fra Vatikanet, den 25. januar 2026, tredje søndag i almindelig tid, festen for Sankt Paulus’ omvendelse
LEO, s. XIV
Verdensmissionsdagen 2026 fejres den 18. oktober.